AF SARAH LOUISE BRØDSGAARD
Kenneth Bøgh Andersens bøger om Antboy er i øjeblikket ved
at blive filmatiseret, men hvad får en forfatter til at sige ja til en
filmatisering af hans bøger? Når man bliver tilbudt en filmatisering af ens
bøger, er nej ikke det ord, der først falder én ind. Man bliver fyldt af en
stolthed, der får én til at sige ja. At få en bog filmatiseret er en stor ære,
for det viser, hvor populær ens bog rent faktisk er. Det bliver instruktørens
fortolkning af bogen, men det er jo ikke altid, at alle er enige om hvordan
tingene skal se ud. Instruktøren kan se bogen på én måde, og seerne har et helt andet synspunkt.
Bøger eller film?
Når man skal vælge mellem bøger og film, er folk delt i to
lejre. Nogle vil helst se en film, og andre vil hellere læse en bog.
Gymnasieeleven Emma Thor udtaler: ”Film er gode nok, men eftersom der bliver glemt så mange detaljer, som ofte
er med i bogen, kan det godt være forvirrende at læse en bog og så se den som
film efterfølgende.”
Når det kommer til film baseret på bøger, er det oftest dem
der har læst bogen, som tager ind og ser filmen. Når de så kommer hjem eller i
skole, spreder de deres mening om filmen i forhold til bogen, og det påvirker
så tilhørerne til enten at se filmen eller at bære den negative mening med sig
og sprede den til deres egne venner.
Hvad synes vi som publikum?
Når vi skal ind og se en film baseret på en bog, hvordan ved
vi så, hvad det er, der har gjort, at det blev lige præcis denne her bog, der
blev filmatiseret.
Mediebibliotekar og Cand. Mag. i filmvidenskab Jacob Holm
Krogsøe udtaler: ”Som udgangspunkt er det altid dem, der sælger
godt. Filmbranchen, med Hollywood i førersædet, tænker penge før kvalitet. Når
man så taler om film produceret udenfor de store studier, vil man være mere
tilbøjelig til at tage chancer og gå efter kvalitet. Derfor er der også
ekstremt mange godt anmeldte bøger, som ikke laves til film.”
Men alligevel er det vores egen mening, vi lægger vægt
på. Hvis vi har læst bogen og ser filmen bagefter, lægger vi mest vægt på, om
filmen får det med, vi synes er vigtigt i bogen. Det vigtigste er, om filmen
er godt lavet eller ej. Man kan nemt blive skuffet, hvis man føler filmen
udelader noget vigtigt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar