Mao-forfatter kritiseres for hævngerrighed

Den bestseller-vindende forfatter Jung Chang modtager kritik fra Mao-eksperter. Kritikken lyder på, at hun i sin biografi om diktatoren Mao ikke forholder sig kildekritisk, og at hun har tolket sine kilder om Mao negativt for at hævne de lidelser, som hun selv og hele hendes nation har været udsat for under Maos styre.

Smalsporet fokus på ondskab

Kina-ekspert Jonathan Spence fra Yale University udtaler i en anmeldelse i The New York Review of Books: 

“Vi bliver ikke tilbudt en historisk kontekst. Det udelukker automatisk vurderingen af andre faktorer i Maos personlige udvikling som politiker og underkender den rolle som utallige kinesere, der kæmpede for ændringer i Kina, spillede i historien. Uden balance mangler vi nuancer og ser kun nat og dag. Hvis Mao ikke havde nogen samvittighed og ingen meningsfuld forestilling om en anden verden, bortset fra en verden styret af ham selv, så kan vi intet lære fra et sådant menneske.” Spence kritiserer yderligere den smalsporede fokusering på Maos ondskabsfulde natur. Han kalder ligefrem bogen for et politisk manifest fremfor en historisk biografi.

Gymnasielærer Poul Krøijer, der selv rejste til Kina kort efter Maos død, reflekterer over hævnmotivet:

    ”Der er ingen tvivl om, at hvis man flygter til et andet land, som Chang gjorde, har man mange negative oplevelser omkring det, man flygter fra. Derfor kan Changs motiv for at skrive en biografi om Mao sagtens have været hævn.”

Gjorde nar af torturofre

Jung forholder sig filosofisk til kritikken, og udtaler til University of Dundee (Storbritannien):

”Jeg havde forhåbninger om, hvordan bogen ville blive modtaget, og dette er mere eller mindre, hvad jeg havde forventet. Nogle mennesker er bare fastlåst ved tanken om, at Mao var 70 procent god og 30 procent dårlig – eller omvendt. De vil gerne tro, at han ikke er gennemsyret ond, at han ikke var på samme niveau som Hitler eller Stalin. Selvfølgelig var han det.”

Hun fortsætter: ”Mao var en gennemført ond person, hvis eneste ambition var at opnå verdensherredømmet. Hvor ond han var, er kommet bag på mig. Han brugte ikke alene ondskaben som et værktøj til at opnå magt, men som personlig tilfredsstillelse. Mennesker, han havde udsat for tortur, gjorde han nar af ved at efterligne deres forkrøblede gangart, mens de så på det. Hans form for humor var skræmmende.”

Mette Skak, lektor i statskundskab og sagkyndig i kommunisme fra Aarhus Universitet, er enig i, at Mao var en ond mand, og udtaler til DR:

”Zedong er nummer tre på min liste over værste diktatorer. Ifølge Kommunismens Sorte Bog kan man uden videre tilskrive hans kommunistiske regime ansvaret for mellem 6 og 10 millioner døde.   Men hertil kommer "kontrarevolutionære" indsat i fængsler, hvoraf måske 20 mio. døde, "Det Store Spring Fremad" med dødsofre af hungersnød på mellem 20 og 43 mio. plus excesserne under Kulturrevolutionen midt i 1960'erne. Sammenlagt mellem 10 og 70 mio. døde; Hvis nu de 70 mio. ofre skulle vise sig at være det korrekte tal, er det over det dobbelt af Hitlers ofre!”

Lagde fundament for Kinas udvikling

Med op til 70 mio. dødsfald på samvittigheden er det svært at se, hvad man skulle lære om lederskab og politik af en sådan mand. Er det så i orden at skildre Mao som et ondt menneske? Krøijers syn på sagen:

”Både og. Mange af Kinas katastrofer er Maos skyld, men han lagde samtidig fundamentet for udviklingen i Kinas økonomi. Mao havde mange smukke tanker, men praksis var ikke tilsvarende. Han sagde f.eks.: ”Du skal våge at gå imod strømmen,” hvilket er en sætning med frihedsaspekter. Virkeligheden havde ingen spor af sådanne aspekter, for under Kulturrevolutionen blev dem, der ikke fulgte med strømmen, sat i fængsel eller regelmæssigt tortureret og hængt ud af den resterende befolkning. Så ideologisk set var Maos tankegange noget værre lort. Men på det økonomiske plan forsøgte han at få Kinas økonomi i gang vha. industri og landbrug.

    Hvis jeg var blevet spurgt i 60’erne eller 70’erne, havde jeg set flere positive ting end nu, men på daværende tidspunkt vidste man heller ikke så meget om hverken Mao og hans styre eller de egentlige forhold i Kina. Man kan sige, at vi blev taget ved næsen. Da jeg besøgte Kina, blev ting skjult for os, og vi så kun de gode ting. Vi kom ikke ud og besøgte folkekommunerne (hvor bønder blev tvunget til at arbejde hårdt hver dag uden fortjeneste, red.), men derimod steder, hvor samfundet tilsyneladende fungerede.”

Baggrund:

Kinesiske Jung Chang voksede op under Kulturrevolutionen i Kina (1966-1969) og skildrer i sin bestseller-familiebiografi Vilde Svaner Kinas historie gennem det 20. århundrede. Lige fra bedstemoren fik snøret sine fødder og blev giftet væk som konkubine (en slags elskerinde til en rig mand, der tit har andre koner /konkubiner red.), til hun selv, efter at have været Rødgardist – en ungdomsorganisation under Mao, der kan sammenlignes med Hitler Jugend – tog til England som udvekslingsstudent.

Efter 10 års research udgiver hun nu med sin mand – forsker i russiske og østasiatiske forhold – en biografi, der fortæller historien om Formand Mao, diktator og leder af Kina gennem 27 år. Trods hans død i 1976, er han stadig en frygtet mand, og hans portræt hænger fortsat på den berømte Tianamen-plads i Beijing.

    Men Mao var også en diktator af samme grusomhed som Hitler eller Stalin, mener Chang. Faktisk mener hun, at han endda overgik de to i brutalitet. Han var en mand med det personlige ansvar for op til 70 mio. menneskers død, som følge af, at hans metoder til magtbevarelse var at fastholde landet i en vedvarende konflikt. En konflikt der gav samfundet karakter af at være et stikkersamfund, hvor man meldte hinanden for at være anti-kommunistiske. Og et samfund hvor tortur og drab var normer.

    Mao havde sørget for at opdrage den kinesiske befolkning i troen på kommunismens ufejlbarlighed og havde hævet sig selv til nærmest guddommelig status.