AF KATRINE SAMS
En ebog er en bog i elektronisk format, som kan læses direkte på din tablet, smartphone, ebogslæser osv. Den Amerikanske internetboghandel, Amazon, kunne i starten af 2012 offentliggøre, at salget af elektroniske bøger overhalede antallet af solgte fysiske bøger. For mange mennesker er det blevet nemmere at læse en bog, fordi de er blevet tilgængelige på internettet. Ebogen er blevet den moderne måde at låne og læse bøger på.
Biblioteker følger trenden
På det lokale bibliotek i Randers er det blevet muligt at låne ebøger på ereolen.dk. Denne hjemmeside er ”folkebibliotekernes ebogs projekt”, som støttes fra Udviklingspuljen hos styrelsen for bibliotek og Medier. På siden finder man anmeldelser af bøger, og opdaterede statusser over de mest populære ebøger. Inden for skønlitteraturen er det spændings-og krimibøgerne som er mest foretrukket. På denne måde kan man sidde hjemme i sofaen og downloade en bog, som kan læses få minutter efter. Projektet blev sat i gang i foråret 2011, og slutter igen d. 31.12.2012, med det formål at undersøge om ebogen har vækket interesse hos danskerne.
Erfaringer med den nye trend
Som studerende er det godt at kunne spare tid og penge. Cæcilie som læser molekylær biologi på Aarhus Universitet, har i mange år gjort brug af ebogen, både i undervisningen og fritiden. ”Jeg har læst en del romaner på ebogen, og jeg synes i bund og grund, at det er som at sidde med en fysisk bog. Skriftkvaliteten er god, den er brugervenlig og nem at betjene”. Cæcilie håber, at de elektroniske bøger i fremtiden vil blive brugt mere i undervisningen end de allerede gør. Så er spørgsmålet bare, om ebogen vil blive så populær, at den vil udkonkurrere de gamle papirsbøger? Et spørgsmål jeg, og mange eksperter vil være dig svar skyldig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar