Viser opslag med etiketten Trends. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Trends. Vis alle opslag

onsdag den 12. september 2012

Er engelsk litteratur det nye sort?

Flere og flere unge vælger at læse fantasybøger såsom Twilight, Harry Potter og The Hunger Games på engelsk fremfor den danskoversatte udgave. Antallet af unge, der har valgt at kaste sig over bøgerne på originalsproget, er stigende.

AF TANJA ALBÆK VILLADSEN

Går man i dag ned på Randers bibliotek og kigger i afdelingen for de nyest ankommende bøger, vil man hurtigt se, at det ikke kun er dansksprogede bøger, der præger hylderne. Der er ca. samme antal engelske bøger, som der er danske, og det er både forskellige genrer og sværhedsgrader.
Dykker man længere ind i bibliotekets udvalg, kan man finde et kæmpe udvalg af både fag- og skønlitteratur på engelsk, og man kan snildt komme ud for, at den bog, man var interesseret i at læse, kun står på hylden i den danskoversatte version. En bibliotekar udtaler: “Det er rigtigt, at vi har store udlån af vores engelske fantasy-bøger, og de unge er ikke bange for at give sig i kast med tykke bøger på engelsk. Jeg har oplevet mange lånere, der er ligeglade med, om de får en titel på dansk eller engelsk - bare de får den hurtigt!”

“Mange af ordene går tabt i oversættelsen”
Men hvad er det, der gør de engelske udgaver bedre? Lia Papazu, en 2.g elev fra Randers Statsskole, siger: “På engelsk, er det forfatterens egne ord, der står i bogen. Mange af ordene går tabt i oversættelsen, og så er det ikke præcist det samme. Originaludgaven får man bare mere ud af, og så er det god træning.” Lia har bl.a. læst “The Hunger Games”-bøgerne på både dansk og engelsk. I den danske version har nogle af karaktererne andre navne end i den engelske, hvilket hun finder underligt og unødvendigt.

Større krav til engelske kundskaber
Både bibliotekaren og Lia er enige i, at antallet af udlån af de engelsksprogede bøger er stigende, og det fortsat vil være det. Bibliotekaren mener, at de unge er blevet en hel del bedre til engelsk end tidligere, og Lia er enig i, at der er større krav til unges engelske kundskaber nu, end der var tidligere: “Computerspil, tv-serier, internettet, film; det kræver jo alt sammen et vist niveau inden for engelsk kunnen, og da det er noget, vi bruger hver dag, stiger niveauet pr. automatik blandt os unge. Derfra har vi fundet ud af, at vi godt kan give os i kast med engelske fantasy-bøger; vi har jo alligevel allerede set filmen og spillet computerspillet en million gange, så hvorfor skulle vi ikke også kunne læse bogen, der startede det hele?”

Hvorfor er Twilight bøgerne blevet så populære?

I har vel nok hørt om Twilight fans der står i lange køer foran butikker for at købe den seneste bog eller for at få et kig på en af stjernerne. Twilight bøgerne har fået rigtig meget succes på kort tid, men hvorfor?

AF EMMA MØRCH THOR

Siden bøgerne udkom i 2005, har Twilight feberen raset i hele verden og der er efterfølgende blevet skrevet flere vampyrserier med inspiration fra bestselleren.

Vampyr trenden fortsætter:
Twilight feberen er efterhånden falmet en hel del. Der er nu kommet de bøger der skal og ingen har hørt om at der vil komme en ny bog. Folk har fået nye interesser og de sætter tænderne i nye bøger, men det tyder ikke på at vampyrfeberen er helt forbi. Der er stadig mange populære vampyrbøger med inspiration fra Twilight, hvor menneskernes verden bliver påvirket af vampyrernes eksistens. Dette ses i både True Blood, Nattens Hus og The Vampire Diaries. Det er tydeligt at forfatteren Stephanie Meyer har skabt en ny trend og at vampyrerne spiller en stor rolle i litteraturens verden, men hvorfor er vampyrerne blevet så populære? Hvad er så specielt ved dem?

Mystiske, lidenskabelige og eftertragtede
”Twilight er fuld af lækre fyre og hovedpersonen kan vælge og vrage som hun lyster, det er jo det som mange piger ønsker sig” – siger Sarah Louise Brødsgaard fra Dyrby, da hun bliver spurgt om hvorfor hun tror at Twilight er blevet så populær. Men er det nu det piger ønsker? Ønsker piger virkelig en flok lækre skår at vælge og vrage i mellem, eller foretrækker de én enkel fyr som vælter deres verden, som Edward gjorde hos Bella?
Vampyren som alle bøgerne stort set drejer sig om, er med tiden blevet et etisk væsen, når det drejer sig om seksualitet og seksualitet er et vigtigt tema i mange af de nye vampyrbøger, inklusiv Twilight. I Twilight er Edward og de andre vampyrer udstillet som lidenskabelige, gudesmukke og virkelig erotiske. Der er intet negativt ved dem, udover at de har en mørk hemmelighed at skjule.

Bøgerne bliver filmatiserede
”Jeg så den første film, og synes også at jeg skulle læse bøgerne.”- Udtaler Charlotte Dolstrup fra Randers, da hun blev interviewet. Mange andre er også blevet inspirerede til at læse bøgerne efter de har set filmene.
Eftersom Twilight sagaen er en meget populær romanserie, er det ikke usandsynligt at have hørt meget godt om den fra venner og veninder,eller medierne for den sags skyld. Det var en trend alle snakkede om og trenden blev ikke bare skabt at Stephanie Meyer, men også af sagaens mange fans. ”De lød spændende og jeg havde hørt meget godt om dem” udtaler Sarah Louise Brødsgaard, da hun blev spurgt om hvorfor hun havde valgt at læse de succesrige bøger. 

Er kogebogen død?

I en tid hvor færre og færre mennesker kan lave mad og de færreste har tid til det, og hvor der er et væld af opskrifter frit tilgængeligt på nettet, kan man så stadig bruge kogebogen til noget?


AF SAMUEL KILSHOLM


En Google-søgning vil hurtigt afsløre, den massive mængde opskrifter der er at finde på nettet. Der er opskrifter på alt fra enkle retter til det mere avancerede. Når nu man kan finde så meget på nettet, hvad kan den gammeldags kogebog så byde på? Hvis man kigger på bestseller-listen vil man kunne finde navne som Jamie Oliver, personer som er kendt fra forskellige tv-programmer. I reality-tv'ets guldalder er kogebøgerne bare blevet til endnu måde at tjene penge på? Er de kun til for at fremme de kendte tv-kokke og fylde deres lommer?
Det er ikke alle der der bliver draget af de kendte kokkes kogebøger. ”Nej, jeg syntes ikke det er vigtigt om kokken er kendt” siger Martin Emil 17 år ”men jeg har nok mere tiltro til kogebogen hvis den er udgivet af en kendt kok”. Hvad er det så folk søger efter i en god kogebog? ”Den skal indeholde opskrifter på gode retter, helst nogle der er sunde” siger Karina 41 år. Sundhed er et af nøgleordene i vores tidsalder. Det øget fokus på vores allesammens sundhed kan også ses på de kogebøger, der bliver solgt. Den mest lånte kogebog på Randers Hovedbibliotek er ”Køkkenrevolution for hele familien” af Oscar Umahro Cadogan. Umahro er kendt i de danske medier og holder foredrag om sundhed, kost og ernæring. Hans bøger omhandler især sund og ernærende kost og hver af hans bøger er rettet mod forskellige målgrupper. Hans bøger er meget populære og det må sige noget om hvad folk eftersøger i kogebøger. Vi vil have mere ud af vores kogebøger end bare opskrifter.
Det er måske mere rammende at snakke om at kogebogen er under forandring, og ikke at den er døende. I takt med at iPhone, iPad og Android og andre gadgets med muligheden for at tage sine bøger med sig når man går ud af døren, fortsat bliver mere populære, er der måske nærmere tale om et skifte fra den traditionelle kogebog til en mere moderne. En kogebog der kan indtage det nye digitale medie. En kogebog hvor der måske også er plads til andet end bare mad. 

Twilight - memoreret tekst eller støvsamler på hylden?

Er der regler for, hvornår bøger fanger én? Er der regler for, hvem de fanger? Har det noget at gøre med personen og dens interesser, opdragelse eller livssyn? Tre piger på samme alder – to af dem bedste veninder – har helt forskellige meninger om f.eks. kult fænomenet Twilight.

AF METTE LUND


Twilight, en legende-dræber
Hvad er det, der fanger folk ved en bog? Er det det ukendte og monstrene, der viser sig at være gode som i kultfænomenet Twilight, eller er det mere hverdagsromancerne, som vi alle kan relatere til?
HTX-eleven Frederikke på 17 udtaler: ”Jeg læser helst kærlighedsromaner. Jeg har selv en kæreste, og så kan jeg jo få inspiration. Det ender dog tit med, at jeg bare bliver misundelig på personerne i bøgerne, da min kæreste ikke er helt så romantisk.” Frederikke mener, at man vælger bøger man kan relatere til og måske endda blive inspireret af. Twilight bøgerne er på hendes har-læst-dem liste, som hun selv formulerede det, men det var langt fra de bedste bøger, hun havde brugt sin tid på. ”Bøgerne er uden videre mening. Ikke engang kærlighedshistorien i dem kan gøre det op for, at de tager de gamle legender og giver dem bløde håndled..”

Relation, positivt eller negativt?
Det er forskelligt fra menneske til menneske, hvad der er interessant. Måske har bogvalget noget med holdninger at gøre, for bedsteveninden til den 17-årige Frederikke har en helt anden mening. Den 17-årige Ane Emilie fra Randers Statsskole mener, at bogvalget har noget at gøre med personens livssyn og holdninger. ”Når jeg vælger en bog, går jeg gerne efter fantasygenren. Fantasygenren fanger mig, fordi at jeg, når jeg læser den, fortaber mig til historien. Jeg tror det skyldes, at jeg ikke kan relatere til den. Intet fra mit liv er som i bøgerne. Det er det liv, jeg aldrig kan få,” udtaler Ane Emilie med røde kinder over hendes entusiasme til emnet. Ane Emilie mener altså, at bogvalget afhænger af livsstil og måske også tro. Ikke den tro der hænger sammen med religion, men troen på det overnaturlige.
En tredje mening kommer fra den 17-årige HHX-elev Stephanie Drægert, der ikke kunne komme videre end side fem i Twilight bøgerne. ”Krimier er da klart det bedste. Det er både noget man kan forholde sig til, og noget man får lov at krumme tæer af spænding over!” udtaler Stephanie med høj og glad stemme.

Så forskellige kan meningerne være fra tre piger, der deler samme omgangskreds. Tydeligvis rammer Twilight bøgerne ikke alle unge pigers hjerter.

Dem på hylden

Fantasy, kogebøger, krimier og biografier.. Listen forsætter med et hav af forskellige slags genrer, som man kan give sig i kast med at læse. Men ligger én bestemt genre i top blandt læserne, eller må der konkurreres om pladsen? 

AF SINE KNUDSEN

Primær venteliste
Ifølge Danmarks Statistik låner danskere over 21 mio. bøger om året på de danske folkebiblioteker, hvilket vil sige, at gennemsnitligt låner hver dansker seks bøger om året. Det er svært at vælge én bestemt genre, som danskerne vil fortrække, og medlemmerne i diverse bogklubber kan sikkert næppe blive enige. Ud fra efterspørgsler på Randers Bibliotek kan man se, at krimier og fantasy helt klart er det store hit i den skønlitterære afdeling! ”Det er svært at sige, hvilken genre som er den mest populære. Folk har mange forskellige grunde til at gå på biblioteket. Primært er det fantasy, som har lange ventelister, mens ventelisterne på krimier er endnu længere.” udtaler receptionisten ved informationsskrænten. Ved bibliotekets indgang kan man derfor finde en hel afdeling med fantasy bøger, hvor blandt andet den populære Stephenie Meyers Twilight serie står.

Hylden for de unge
Vampyrer hitter helt klart inden for fantasy ”Fantasy er sikkert meget populært på grund af Twilight og Harry Potter, de er jo begge blevet filmatiseret og har fået ekstrem mediedækning” udtaler en ung fantasy-interesseret læser. Dette er hvert fald en af årsagerne til genrens popularitet. En faktor som Twilight bøgerne også har, er, at den indeholder ungdommens teenageproblemer. Hvilket leder os hen til endnu et populært læsestof, især blandt unge teenagepiger. ”Jeg læser rigtig mange bøger som tager udgangspunkt i en ung piges liv, du ved, hvor man hører om hendes hverdag og problemer. Fx Stjerneskælv af Anders Johansen, som handler om en pige med anoreksi, der kommer på et hjem for unge med problemer. Jeg har også læst hele Trueblood og Twilight serien” udtaler en ung pige, som har flere bøger stående på reolen der hjemme. Hun er helt sikkert ikke den eneste unge pige, som har læst et hav af de såkaldte "tøsebøger". Receptionisten på Randers bibliotek udtaler følgende ”Unge studerende kommer også for at låne materiale til deres studier, hvilket også er en rimelig del af hvad de unge låner

Hylden for de voksne
Krimier har også en god plads på hylden hos de mange danskere. Ud fra flere top-lister ser man stort set gang på gang, krimier stå øverst på listen. Ikke mindst de mange krimiserier i fjernsynet, er med til at øge denne interesse. Diverse mad-programmer ved også på tv, derfor er danskernes lyst til at købe eller låne kogebøger steget de seneste år. Biografier er også et stigende hit, både blandt unge og voksne, afhængig af kendis og forfatter. Inden for kort tid, er der en blomstrende interesse hos de danske læsere, ifølge booksnob.dk. Den erotiske bølge, som bl.a. bogen Et kød af Kristina Stoltz, som handler om erotiske fortællinger. Måske er disse bøger, noget vi kommer til at se en hel del til, i den kommende fremtid.
Bogen du ikke vidste, du burde læse
Spice med Price, John Price
Twilight, Stephenie Meyer
Chick Flicks, Kim Adelman
Fyrmesteren, Camilla Läckberg
3096 dage, Natasha Kampusch
Vildheks, Lene Kaaberbøl.
Du forsvinder, Christian Jungersen

Ebogen: Den nye trend

I det moderne Danmark hvor travlheden melder sig i Hr. og Fru Jensens dagligdag, bliver slogans som: ”Spring køen over” og ”det tager kun fem minutter” uundværlige, og for mange nødvendige. Eksperter siger, at danskerne skal blive bedre til at læse, da det er til gavn for arbejdspladsen og den enkelte ansatte. Ifølge OECD (Organisation for Econimic Co-operation and Development) har hver femte dansker læseproblemer. Men hvad hjælper statistikker når problemet for mange er tid? Den nyeste trend inden for læsning er ebogen, som gør det nemmere og hurtigere for dig, at finde tid til at læse en god bog.

AF KATRINE SAMS
En ebog er en bog i elektronisk format, som kan læses direkte på din tablet, smartphone, ebogslæser osv. Den Amerikanske internetboghandel, Amazon, kunne i starten af 2012 offentliggøre, at salget af elektroniske bøger overhalede antallet af solgte fysiske bøger. For mange mennesker er det blevet nemmere at læse en bog, fordi de er blevet tilgængelige på internettet. Ebogen er blevet den moderne måde at låne og læse bøger på. 

Biblioteker følger trenden
På det lokale bibliotek i Randers er det blevet muligt at låne ebøger på ereolen.dk. Denne hjemmeside er ”folkebibliotekernes ebogs projekt”, som støttes fra Udviklingspuljen hos styrelsen for bibliotek og Medier. På siden finder man anmeldelser af bøger, og opdaterede statusser over de mest populære ebøger. Inden for skønlitteraturen er det spændings-og krimibøgerne som er mest foretrukket. På denne måde kan man sidde hjemme i sofaen og downloade en bog, som kan læses få minutter efter. Projektet blev sat i gang i foråret 2011, og slutter igen d. 31.12.2012, med det formål at undersøge om ebogen har vækket interesse hos danskerne.

Erfaringer med den nye trend 

Som studerende er det godt at kunne spare tid og penge. Cæcilie som læser molekylær biologi på Aarhus Universitet, har  i mange år gjort brug af ebogen, både i undervisningen og fritiden. ”Jeg har læst en del romaner på ebogen, og jeg synes i bund og grund, at det er som at sidde med en fysisk bog. Skriftkvaliteten er god, den er brugervenlig og nem at betjene”. Cæcilie håber, at de elektroniske bøger i fremtiden vil blive brugt mere i undervisningen end de allerede gør. Så er spørgsmålet bare, om ebogen vil blive så populær, at den vil udkonkurrere de gamle papirsbøger? Et spørgsmål jeg, og mange eksperter vil være dig svar skyldig.

Bøger i levende billeder

Hvad får en forfatter ud af at få filmatiseret en bog? Hvad får vi ud af at læse en bog og derefter se filmen baseret på den?

AF SARAH LOUISE BRØDSGAARD
Kenneth Bøgh Andersens bøger om Antboy er i øjeblikket ved at blive filmatiseret, men hvad får en forfatter til at sige ja til en filmatisering af hans bøger? Når man bliver tilbudt en filmatisering af ens bøger, er nej ikke det ord, der først falder én ind. Man bliver fyldt af en stolthed, der får én til at sige ja. At få en bog filmatiseret er en stor ære, for det viser, hvor populær ens bog rent faktisk er. Det bliver instruktørens fortolkning af bogen, men det er jo ikke altid, at alle er enige om hvordan tingene skal se ud. Instruktøren kan se bogen på én måde, og seerne har et helt andet synspunkt.

Bøger eller film?
Når man skal vælge mellem bøger og film, er folk delt i to lejre. Nogle vil helst se en film, og andre vil hellere læse en bog.
Gymnasieeleven Emma Thor udtaler: ”Film er gode nok, men eftersom der bliver glemt så mange detaljer, som ofte er med i bogen, kan det godt være forvirrende at læse en bog og så se den som film efterfølgende.
Når det kommer til film baseret på bøger, er det oftest dem der har læst bogen, som tager ind og ser filmen. Når de så kommer hjem eller i skole, spreder de deres mening om filmen i forhold til bogen, og det påvirker så tilhørerne til enten at se filmen eller at bære den negative mening med sig og sprede den til deres egne venner.

Hvad synes vi som publikum?
Når vi skal ind og se en film baseret på en bog, hvordan ved vi så, hvad det er, der har gjort, at det blev lige præcis denne her bog, der blev filmatiseret.
Mediebibliotekar og Cand. Mag. i filmvidenskab Jacob Holm Krogsøe udtaler: ”Som udgangspunkt er det altid dem, der sælger godt. Filmbranchen, med Hollywood i førersædet, tænker penge før kvalitet. Når man så taler om film produceret udenfor de store studier, vil man være mere tilbøjelig til at tage chancer og gå efter kvalitet. Derfor er der også ekstremt mange godt anmeldte bøger, som ikke laves til film.”
Men alligevel er det vores egen mening, vi lægger vægt på. Hvis vi har læst bogen og ser filmen bagefter, lægger vi mest vægt på, om filmen får det med, vi synes er vigtigt i bogen. Det vigtigste er, om filmen er godt lavet eller ej. Man kan nemt blive skuffet, hvis man føler filmen udelader noget vigtigt.

Unge i krise: for dovne til at læse?

Nutiden er meget præget af internettet, og nu til dags behøver man ikke længere selv at læse bøger. Diverse lydbøger vokser i antallet, vil dette bidrage til, at unge mister lysten til at læse?


AF LAURA NYGAARD MIKKELSEN
Salget af lydbøger er steget i høj grad i de sidste par år. Det kunne tænkes, at unge valgte lydbogen, frem for den almindelige bog i dovenskab. Vil det mon gøre de unge mere dovne end de er i dag?
Vi har spurgt den 17 årige Isabella Thorning hvad hun synes om lydbøger.
”Jeg har ikke selv lyttet til lydbøger, da jeg godt kan lide at læse, men det virker som en god idé for de der er for dovne til at læse selv.” ”Kunne du selv finde på at lytte til lydbøger?” ”Nej, jeg foretrækker selv at kunne bruge min egen fantasi og læse i mit eget tempo.” ”Kender du mange der hører lydbøger?” ”Nej, jeg tror kun jeg kender få der har prøvet det.”
Altså er lydbøger ikke så udbredte hos unge.

Voksne mere lyttende end unge
Størstedelen af folk der lytter til lydbøger er voksne. Det er travle voksne der måske har langt på arbejde og vælger at lytte til bøgerne på vej til og fra arbejde. Det er det eneste tidspunkt på dagen, hvor de har tid til at lytte til lydbøger i stedet for at læse. Lydbogen er god hvis man har travlt og ønsker at lytte til en god bog, mens man arbejder, træner, gøre rent m.m.
For at finde ud af hvad voksne mener om lydbøger har vi snakket med 48 årige Kurt Mikkelsen.
”Foretrækker du lydbøger frem for almindelige bøger?” ”Jeg synes idéen om lydbøger er god, men jeg foretrækker almindelige bøger.” ”Kan du se nogen fordele ved lydbøger?” ”Det kan være en fordel hvis man skal ud at køre en længere periode, fx til udlandet. Det er en god måde at benytte tiden.” ”Tror du lydbøger, kan blive skyld i, at almindelige bøger bliver glemt?” ”Jeg tror ikke lydbøger, kan få folk der er vant til at læse bøger, til at stoppe med dette for at lytte til lydbøger i stedet. Jeg tror, at folk foretrækker at kunne danne sine egne stemmer.”

”Vi sprøjter lydbøger ud. Lige nu sælger vi omkring 1.000 om måneden”

Stigende popularitet
Den stigende popularitet blandt lydbøger har medført at udbyttet bliver større og priserne falder. Lydbog.dk har et af de største udvalg af lydbøger. I 2009 udtalte forlagsdirektøren, Kim Reinhardt til politikken: ”Vi sprøjter lydbøger ud. Lige nu sælger vi omkring 1.000 om måneden.”
Dog udtaler politikken også at salget i USA var faldet med 20 procent fra 2008 til 2009. Så mens salget af lydbøger stiger i Danmark, falder det i USA. Salget af lydbøger i Danmark gik fri af den økonomiske krise, mens man i USA stadig er ramt.